Tjente halv million på modermælk

Sisser Weinreich fra Svallerup ved Kalundborg har tjent tæt på en halv million på at sælge sin modermælk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I alt leverede den nu 60-årige Sisser Weinreich i sin tid som mælkedonor hele 4.308 liter mælk til mælkebanken på Hvidovre Hospital. Og det er faktisk en rekord som nu - 18 år efter - stadig ikke er blevet slået herhjemme.

- Jeg tror faktisk endda, at det er en verdensrekord. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde oplysninger om nogen, der skulle have produceret mere mælk end mig, siger hun til Tv2.dk

Det var, da Sisser Weinreich fik sit første barn, at hun opdagede sin evne til at producere store mængder brystmælk.

- Jeg havde så meget mælk, at det løb ud og gennemblødte min dyne om natten. Der var ikke noget at gøre ved det, det blev bare ved med at komme, siger hun til Tv2.dk

Det var imidlertid først da barn nummer to kom til verden, at en sundhedsplejerske foreslog Sisser Weinreich at sælge sin mælk til hospitalet, i stedet for at lade gå den til spilde. Donormælk er nemlig en vigtig hjælp til kvinder, som af forskellige årsager ikke selv kan amme.

Herefter kunne en portør hveranden uge hente en kasse med omtrent 250 fyldte mælkeflasker på hendes hjemmeadresse. Det gav hende  kælenavnet 'malkeko nr. 33' - det samme nummer som stod på den pumpe, hun havde fået udleveret, og som hun skulle skrive på flaskerne.

- På børneafdelingen var de tilfredse, hvis jeg kunne levere omkring 2,5 deciliter om dagen, men jeg producerede jo nærmest det tredobbelte, siger Sisser Weinreich til Tv2.dk.

Sisser Weinreich leverede mælk i fire år. Imidlertid har hendes døtre efterfølgende udvist samme evne til at producere store mængder brystmælk af høj kvalitet.

- Alle mine tre døtre har doneret modermælk, så det lader til at være et arveligt talent, siger Sisse Weinreich til Tv2.dk.

 


Nyhedsoverblik