Kæmper for gammel købmandsgård

Den 242 år gamle købmandsgård på Algade 14 i Korsør skal ifølge Slagelse Kommune rives ned. Men det er ejeren Sten Hansen uenig i.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En kulturperle eller nedrivningsværdigt. Det er lige nu spørgsmålet på Algade 14 i Korsør. Ejeren af gården, Sten Hansen, kæmper nu for at få kommunen til at skifte mening, da kommunen har vurderet, at gården skal rives ned. Ifølge Sten Hansen er gården en vigtig kulturskat for byen, og han er villig til at tage kampen op. 

- Det jeg prøver nu, det er at overbevise politikkerne om, at det her område, det er en perle og kan blive til en flot perle, siger Sten Hansen, der ejer bygningen.

Men det er ikke kun ham, der kæmper for at bevare gården. Korsørs bevaringsforening er nu også gået ind i kampen.

Det var et enigt Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalg i Slagelse Kommune der stemte for, at gården sku nedrives. Næstformanden Jørn-Ole Didriksen er dog ked af, at huset skal rives ned.

- Det var med blødende hjerte, at jeg stemte ja. Men jeg måtte også se realistisk på det, og det er, at der desværre ikke er nogen investorer, og huset det kan ikke bare stå hen, siger Jørn-Ole Didriksen, næstformand for Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalg.

Slagelse Kommunes byggesagsbehandler har vurderet, at der er risiko for, at taget styrter sammen, og derfor bør gården rives ned, da det kan være til fare for folk, der færdes i området.

Huset skal være revet ned inden den 1. juli i år. Men det har Sten Hansen tænkt sig at protestere imod. Derfor indsender han nu en klage til Slagelse Kommune i håbet om, at de omstøder deres beslutning.  


Nyhedsoverblik