50.000 kroner skal en 23-årig mand fra Ringsted betale i bøder for et utal af brud på færdselsloven. Det fremgår af dombogen fra Retten i Roskilde, skriver DAGBLADET Ringsted.
Den 23-årige udeblev fra retsmødet. Det har han gjort mange gange før. Men vidnerne kom og berettede blandt meget andet om den nyeste sags alvorligste tiltale af i alt 15.
Her blev den 23-årige, der ikke har noget kørekort, dømt for en hasarderet kørsel gennem motorvejskrydset i Ringsted tilbage i marts 2013. Et af vidnerne var en politimand, som kender den 23-årige godt, efter at have stoppet ham flere gange.
Derfor fandt retten det bevist, at den 23-årige kørte i for høj fart lige ud i en højresvingsbane foran adskillige andre trafikanter, hvorefter han mistede herredømmet, pløjede en signalstander i venstresvingsbanen til motorvejen og stak af, skriver avisen.