Tog kører igen efter kabeltyveri

Togene kører nu stort set normalt igen, efter der ellers mandag morgen var problemer på grund af kabeltyveri. Det oplyser Banedanmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Pendlere her fra landsdelen, der skulle på arbejde i København mandag morgen, risikerede forsinkelser.

Et kabeltyveri på Køge Bugt Banen gav sent søndag aften overarbejde til Banedanmark, men trods reparationer hele natten, gik mørkets tyverier ud over morgentrafikken på S-togsnettet mandag.

På grund af tyveriet kørte der ikke S-tog mellem Vallensbæk og Hundige tidligt mandag morgen. I stedet var der indsat togbusser på strækningen.

Linje E kørte mellem Køge og Hundige hvert 20. minut og mellem Københavns Hovedbanegård og Holte i samme interval. Linje A mellem Vallensbæk og Hillerød kører hvert 10. minut.

Fra Hundige og Ishøj kørte busser til Høje Taastrup.

Det står stadig ikke klart, hvor omfattende kabeltyveriet søndag aften var.

Fredag satte et andet kabeltyveri S-togene ud af drift på Køge Bugt Banen, og togene på strækningen måtte tidligt fredag morgen indstilles.

Først fredag eftermiddag var det atter muligt at tage S-toget mellem Hundige og Åmarken.

Det er dog ikke samme sted, at tyvene var på spil.

- Tyvene er gået efter et andet sted end i fredags. De går efter kobberkablerne, og når vi udbedrer skaderne, lægger vi kabler af aluminium i stedet. De har ingen værdi, så de bliver ikke stjålet. Det sted, hvor tyvene slog til søndag, lå der stadig kobber, siger vagthavende togleder Vibeke Kaastrup.

Det er Banedanmarks strategi at lægge aluminiumskabler i stedet for kobber, når skinnenettet blev udsat for tyveri.

 

     /ritzau/


Nyhedsoverblik