Jublende guldvinder Holten: Jeg ryster endnu

René Holten Poulsen kastede op af udmattelse efter VM-triumfen, men kan ikke få armene ned efter guldløb.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var uden sammenligning karrierens højdepunkt for kajakroeren René Holten Poulsen, da han lørdag formiddag vandt guld i 1000 meter enerkajak ved VM i Milano.
 
1000 meter-distancen er kajaksportens kongedisciplin, og den danske roer havde svært ved at rumme triumfen, som han har jagtet i flere år.
 
- Jeg ryster endnu! Det lykkedes endelig for mig at vinde den VM-guldmedalje, jeg har jagtet på 1000 meter i så mange år, og jeg er meget glad og tilfreds, siger guldvinderen i en pressemeddelelse endnu før, han har været på podiet for at få sin medalje.
 
Medaljen er 26-årige René Holten Poulsens fjerde i VM-sammenhæng, og han måtte presse kroppen til det maksimale for at sikre guldmedaljen.
 
- Det var også et hårdt løb, så jeg kastede op på grund af syren efter løbet. Så Josef Dostal (sølvmedaljevinderen, red.) kom over og jokede med, at han havde set et skilt med, at man ikke må fodre ænderne i søen, lyder det fra en lykkelig dansk verdensmester.
 
Han fortæller desuden, at taktikken var at gå hurtigt i front, og det lykkedes, eftersom Maribo-roeren førte fra start til mål.
 
- Jeg havde sat mig for, at jeg bare skulle ud og af sted og så ro hele vejen til mål i front. De første par tag var faktisk ikke så gode, men så var det bare af sted derfra, forklarer han.
 
Den flotte præstation sikrede ham samtidig en billet til OL i Rio de Janeiro.
 
Tjekken Josef Dostal, der var forsvarende verdensmester, vandt sølv, mens bronzen gik til portugiseren Fernando Pimenta.
 
Søndag skal René Holten Poulsen atter ud i en finale - denne gang i 500 meter enerkajak, hvor danskeren er forsvarende verdensmester.
 
Dette er dog ikke en olympisk distance, så her handler det udelukkende om yderligere metal til samlingen.
 
/ritzau/


Nyhedsoverblik