Ung DR-journalist sigtet for at overtræde våbenloven

Anders Lund Madsen efter våben-episode hos politiet: "Jeg skammer mig." Praktikant er nu blevet sigtet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En praktikant fra DRs "Det Nye Talkshow" er blevet sigtet for at overtræde våbenloven.

Den unge kvinde mødte tirsdag eftermiddag op til en reception i anledning af åbningen af en ny lokalpolitstation i Nykøbing Sjælland.

Politiet siger, at journalisten ville overrække politistationens leder en pengegave, og i den forbindelse tømte hun sin håndtaske, som viste sig at indeholde en håndøkse, en peberspray og tre knive.

Værten på talkshowet, Anders Lund Madsen, afviser dog at kende til episoden.

- Jeg skammer mig. Jeg har ingen viden om det, og jeg har ingen kommentarer, siger han.

Ifølge eb.dk var det praktikant på showet, Signe Molde, der optrådte i den uheldige rolle.

Hun har tidligere gjort sig bemærket ved et af statsministerens ugentlige pressemøder - se videoklip på eb.dk.

Ordensmagten har beslaglagt journalistens våben.

- Vi har ageret fuldstændig, som vi ville gøre i enhver lignende situation, hvor nogen tager våben frem på en politistation, siger chefpolitiinspektør Sten Skovgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

 


Nyhedsoverblik