Jensen's Pølser beholder sit navn

Foto: TV ØST

På trods af stor offentlig debat om, hvem der har ret til at bruge Jensen i deres firmanavn, har den lokale pølsebiks Jensen’s Pølser ikke noget at frygte.

At have "Jensen" som en del af sit firmanavn er ikke længere ufarligt. Jensens Bøfhus har vundet retten til navnet i højesteret, men det spiller ikke den store rolle for den lokale pølsemand Jensen's Pølser fra Stege.

”Min mand hedder Jensen”
 Jensen’s Pølser har eksisteret de sidste tre år, og navnet har et ret så almindeligt ophav.

- Min mand hedder Jensen, og det er det de lokale kender vognen for, siger pølsemutter Joan Markmann.

Hun arbejder i mandens pølsevogn og var i dag ude at servere franske hotdogs ved Magleby Kirkes høstmarked.

Mest udbredte navn
Jensen er det mest udbredte navn i Danmark, og Joan Markmann kan ikke forstå, hvordan Jensens Bøfhus kan vinde retten til navnet Jensen i højesteret over den jyske restaurant Jensens Fiskerestaurant.

- Jeg synes, det er latterligt. Jeg vil nok sige, at hvis vi andre er konkurrenter til Jensens Bøfhus, så skal de til at lave noget bedre mad, siger hun.

Fredet af bøfhuset
Til Møns helt egen pølsemutters store lettelse oplyser Jensens Bøfhus i dag til TV Øst, at med mindre Jensen's Pølser bliver en landsdækkende kæde, har bøfgiganten ingen planer om at sagsøge den lokale pølsevogn.

- Det, er jeg virkelig glad for at høre, siger hun.

I alt har Joan Markmann og hendes mand to pølsevogne.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App