Jann Sjursen om kontanthjælps-fejl: Kommuner må betale

Foto: TV ØST

Borgere, der er berørte af fejl i kontanthjælpssager, skal have penge tilbage af kommunerne, lyder det fra Jan Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Tidligere folketingsmedlem og nuværende formand for Rådet for Socialt Udsatte blander sig nu i debatten om gensidig forsørgelsespligt. Det skriver Avisen.dk.

Han mener, at landets kommuner bør tilbagebetale penge til arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere, der er blevet trukket i hjælpen, hvis der vel at mærke er sket fejl i deres sager.

- Når nu fejlene er lavet, så må der rettes op på dem. At der er en diskussion mellem stat og kommune om, hvem der skal betale regningen, det er ligegyldigt for borgerne. Kommunerne må betale ved kasse et, siger Jann Sjursen til Avisen.dk.

Undrer sig over sagsbehandling

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte undrer sig over, at landets kommuner ikke behandler kontanthjælpsmodtagernes sager og klager ens.

Talsmanden for samfundets udsatte er ikke den eneste, der undrer sig over det kaos, der lige nu hersker i landets kommuner.

I mange af landets kommuner har der været tvivl om, hvordan reglerne om gensidig forsørgelsespligt skulle forvaltes. Flere steder er der begået fejl i forvaltningen, og det har fået flere kommuner til at betale penge tilbage til kontanthjælpsmodtagere.

Enhedslisten forlanger kulegravning

Københavns Kommunes foreløbige gennemgang viser, at der er 1.104 samlivssager i Københavns Kommune, og kommunen indrømmer, at der er sket såkaldte processuelle fejl i hundredvis af sager.

Og samme billede er i mange andre kommuner. Eksempelvis har Odsherred og Hedensted Kommuner erkendt at have lavet sagsbehandling i strid med Forvaltningsloven. Men kommunerne mener ikke, at fejlene skal føre til, at de berørte borgere får penge tilbage.

Enhedslisten på Christiansborg har forlangt end kulegravning af kaosset og kalder nu beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) i samråd om sagen.

Avisen.dk afventer en kommentar fra ministeren.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App