It-firmaer kæmpede om enorm kontrakt i bestikkelsessag

Ønsket om en it-kontrakt med Region Sjælland til 500 millioner kroner endte i en af de senere års største sager om bestikkelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var enorme penge på spil, da to it-firmaer i starten af året indledte et kapløb om at vinde en kontrakt med Region Sjælland om store leverancer af it-udstyr.

Den forventede kontraktsum løb ifølge DR op i hele 500 millioner kroner, og derfor var parterne med god grund villige til at stække sig meget langt for at vinde udbuddet.

Det bekræfter administrerende direktør i Atea Danmark over for DR Nyheder.

- Det var selvfølgelig meget vigtigt, fordi det var en af Ateas rigtig store kunder, siger direktøren, Morten Felding, til DR.

Konkurrencen om den dyrebare kontrakt kørte tilsyneladende helt af sporet, og i dag sidder i alt fire ansatte fra de to virksomheder varetægtsfængslet for bestikkelse.

Det mindre firma, der ikke kan nævnes grundet et navneforbud, blev først stiftet omkring årsskiftet, men tæller flere tidligere topfolk fra Atea.

Der er altså ikke tale om uerfarne folk, men derimod personer med indgående kendskab til spillet om Region Sjælland - og ikke mindst til kulturen hos rivalen Atea.

6. maj faldt afgørelsen: Den mindre virksomhed vandt kontrakten, da man ifølge DR kunne gøre det 20 millioner kroner billigere end Atea.

I Atea undrede de sig - og klagede over afgørelsen.

5. juni valgte Region Sjælland at annullere udbuddet. Regionen var blevet opmærksom på nogle uhensigtsmæssigheder, "som gør, at udbudsmaterialet kan fremstå uigennemsigtigt", lyder begrundelsen i dokumenterne, der nulstiller udbuddet.

Direktør fik tip
Til Jyllands-Posten siger it-direktør i regionen, Per Buchwaldt, at han kort tid inden annulleringen fik et tip, der "prompte" resulterede i en politianmeldelse.

Hvad tippet konkret drejede sig om, uddyber han ikke.

9. juni slog politiet til og anholdt 13 personer, hvoraf seks blev varetægtsfængslet.

Ud over de fire medarbejdere fra it-virksomhederne tæller de fængslede en medarbejder fra Region Sjællands it-afdeling og en ledende medarbejder ved Rigspolitiet.

Sidstnævnte har tidligere arbejdet for Region Sjælland.

Politiets påstand er, at bestikkelsen foregik fra 2007 og frem til 2015. Sigtelserne omtaler bestikkelse for mindst en million kroner og et sponsorat af travbanen i Nykøbing Falster.

De seks fængslede nægter sig skyldige og har kæret fængslingskendelsen til Østre Landsret, som i den kommende uge ventes at træffe afgørelse i sagen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik