It-festival på skoleskemaet

Foto: TV ØST

Kulsbjerg Skole har i to år brugt it i undervisningen som en del af et projekt. Det markerede de med en Digital Læringsfestival for elever, lærere og forældre.

Stensved: Omkring 900 børn fra Kulsbjerg Skoles afdelinger i Mern, Nyråd og Stensved var samlet til Digital Læringsfestival for at lære mere om digitale medier. Her kunne børnene prøve omkring 25 forskellige workshops og blandt andet lave deres egen film med stopmotion på en tablet, se en rigtig 3D-printer printe et cover og høre om, hvordan man kan låne bøger fra biblioteket på tablet og mobil. 

Meningen er, at både elever og lærere viser, hvordan de bruger it og medier i klasserne. Kulsbjergs Skole har nemlig været en ud af 20 folkeskoler fra hele landet, som siden 2013 har undersøgt, hvordan man bedst bruger it i undervisningen. 

- Jeg håber, at eleverne kan få noget inspiration og få en øjenåbner for, hvordan de kan bruge de digitale hjælpemidler til specifikke opgaver og i den daglige undervisning, siger Henrik Elvang, som er didaktisk it-vejleder på Kulsbjerg Skole. 

En af de elever, der deltog i festivalen, var Valdemar Kaufmann fra 8.d. Han kan sagtens se fidusen ved at bruge den nye teknologi i klassen. 

- Når jeg får papirer fra min lærer, så går der to dage, og så er de væk. Men ved at bruge tablet eller computer bliver det meget nemmere, for hver gang jeg går væk fra siderne, så har den gemt det. På den måde kan jeg altid finde papirerne, siger Valdemar Kaufmann. 

Håbet for Kulsbjerg Skole er, at de med hjælp fra flere it-baserede undervisningsforløb kan hæve børnenes læring endnu mere i fremtiden. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App