Inklusion koster folkeskolen elever

Forældre på Stevns trækker deres børn ud af skolen, fordi inklusionen efter deres mening går for langt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når der skal være plads til elever med særlige behov i klassen, trækker flere forældre deres velfungerende børn ud af skolen. Sådan lyder meldingen fra bekymrede skoleledere landet over, skriver Politiken onsdag.

I en rundspørge foretaget af Politiken til 301 af landets skoleledere svarer knap hver femte, at de i dette skoleår har oplevet, at forældre har taget deres barn ud af skolen, fordi der er kommet flere børn med særlige behov. Antallet af børn, der har flyttet skole på den konto, varierer fra 1 til 15 børn på de skoler, der oplever problemet.

- Når børn bliver taget ud af skolen af den årsag, er det selvfølgelig trist, for vi har en god folkeskole, som er indrettet til at tage hånd om det enkelte barn. Men nogle forældre mener ikke, at deres børn modtager den undervisning, de bør, på grund af de andre elever, siger Johnny Larsen til Politiken. Han er leder af Hotherskolen i Stevns Kommune, hvor to elever det seneste skoleår er blevet taget ud, fordi der var flere elever med særlige behov i samme klasse.

Minister: Det er bekymrende

Kommunernes Landsforening og regeringen aftalte i 2012, at 96 procent af alle elever i folkeskolen i 2015 skal være inkluderet i normalundervisningen. Det betyder, ifølge Undervisningsministeriet, at der i 2015 i snit vil være 8 børn per skole, der er blevet inkluderet i normalundervisningen. Undervisningsminister Christine Antorini (S) kalder resultatet af rundspørgen for »bekymrende«.

- Vi skal blive bedre. En af de vigtigste opgaver, vi har nu, os i ministeriet, kommunerne og skolebestyrelserne, er, hvordan vi får klædt skolerne godt nok på, siger ministeren til Politiken.

Samme melding kommer fra skoleledernes formand, Claus Hjortdal, der genkender problemerne fra Hotherskolen, men samtidig mener, at medierne bærer en del af skylden.

- Der har været en dækning, som går på, at de inkluderede børn er nogle, der råber, skriger og slår. Sådan er det langtfra altid. Men når forældre tager deres børn ud, er det en legitim beskyttelse af deres barn«, siger han til Politiken.


Nyhedsoverblik