Politiet har trods efterlysninger i en række medier ikke hørt fra vidner efter voldtægten ved weekendens Mopar-arrangement i Rævebjerg i Mørkøv.
Det oplyser Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.
- Vi har ikke fået meget ind efter efterlysningen, men håber fortsat, at vidner vil henvende sig til os om episoden, siger han.
Voldtægten fandt sted natten til lørdag, hvor en 41-årig kvinde fra Mørkøv gik ind i toiletvognen, hvor en skjult mand derefter forbrød sig mod hende.
Hændelsen skete omkring klokken 3.30.
Kvinden beskriver manden på følgende måde:
- Ca. 40-45 år
- 180 cm høj
- Dansk
- Har mørkt trimmet hår
- Havde en tatovering på højre arm ned til håndleddet.
- Var iført cowboybukser.
Efter voldtægten forsvandt manden fra stedet.
Politiet vil fortsat meget gerne tale med vidner, der har oplysninger i sagen.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.