Ingen skærpet straf for sex med 14-årig

Højesteret finder ikke grund til at skærpe straf over mand, der havde samleje med 14-årig pige. En aldersforskel på 35 år er ikke i sig selv nok.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rigsadvokatens forsøg på at gennemtvinge en strengere straf for folk, der presser andre til sex, bar ikke frugt.

Sagen om en nu 50-årig vestsjællandsk mand, der havde samleje med en 14-årig pige, har været helt i Højesteret, der torsdag afviste at tage en relativ ny paragraf i brug.

Det var i foråret 2009, at manden to gange forgreb sig på pigen. Manden havde flere gange fotograferet pigen, der gerne ville være model.

Landsretten lagde oprindeligt vægt på den store aldersforskel og fandt, at manden havde udnyttet sin psykiske og fysiske overlegenhed til at få sex med pigen.

Men selvom der i alder var 35 imellem dem, mener Højesteret ikke, at manden brugte sin overlegenhed til at presse pigen.

Dommerne lægger vægt på, at hun var tæt på den seksuelle lavalder, og at der - ud over modeldrømmene - ikke var noget afhængighedsforhold mellem dem.

Fra Rigsadvokatens side gik man efter en dom på niveau med voldtægtssager, altså mere end to et halvt års fængsel. Men Højesteret fastholdt i stedet straffen på 10 måneder bag tremmer.

ritzau/


Nyhedsoverblik