Ingen politisk redningskrans til syg falstring

Erik Madsen fra Nørre Alslev vil gerne på plejehjem, men det er han ikke berettiget til. Og det bliver der ikke ændret på, siger politikerne i Guldborgsund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en nedslående melding, Erik Madsen mandag modtog på sygehuset i Nykøbing Falster. Hans ønske om at komme på plejehjem i stedet for endnu engang at blive sendt hjem bliver ikke opfyldt.

- Det har jeg det rigtig skidt med. Jeg er bange for at komme hjem og skulle klare mig selv, lyder det fra den 83-årige pensionist fra Nørre Alslev.

Det var Erik Madsens datter, Ina Skytte, der kontaktede TV2 ØST om sagen. Hendes far har fire gange været indlagt med lungebetændelse og lider af KOL og astma. Hver gang bliver han udskrevet til egen bolig trods utryghed.

Ikke syg nok

Meldingen fra formanden for omsorgsudvalget i Guldborgsund er, at Erik Madsen ikke er syg nok til at blive visiteret til plejehjem.

- Sygehuspersonalet og kommunen vurderer, hvilken hjælp en patient har behov for efter udskrivning. I det her tilfælde er han ikke umiddelbart fundet berettiget til en plejehjemsplads, siger Bo Abildgaard (S), der er formand for kommunens Omsorgsudvalg.

Ina Skytte vil gerne have ændret reglerne for, hvornår ældre kan komme på plejehjem. Hun har oprettet en gruppe på Facebook med navnet: Bedre vilkår for vores ældre, særlig når de bliver syge.

Lytter til kritikken

Politikerne siger, de lytter til kritikken. Guldborgsund Kommune har mange ledige plejeboliger. Et forslag går på, at man i fremtiden kan bruge dem som en form for aflastningstilbud.

- Hvis man eksempelvis er utryg ved at komme hjem fra hospitalet eller andet, hvor man i kortere eller længere tid ønsker at være på et plejecenter, kan man få mulighed for det, foreslår Guldborgsunds 1. viceborgmester, René Christensen (DF).

Han bakkes op af Bo Abildgaard, der samtidig vil se på, om selve kriterierne for at blive visiteret til plejehjem er for strikse.

- Efter at have set indslaget på TV2 ØST, kunne jeg godt frygte, at overliggeren er sat for højt, siger formanden for Omsorgsudvalget i Guldborgsund.

Ingen hjælp nu og her

Men det er ideer, der tager tid at realisere. Og politikerne erkender, at det ikke hjælper Erik Madsen i hans akutte situation.

- Det er svært at holde modet oppe. Det er det, siger den 83-årige tidligere landmand.

På onsdag bliver Erik Madsen efter planen udskrevet fra sygehuset. Den 12. marts vil der igen blive foretaget en vurdering af, om Erik Madsen er berettiget til plejehjem.


Nyhedsoverblik