Fødevareregion Øst lukkede ca. kl. 12 i dag slagteriet i Ringsted på grund af mistanke om den alvorlige smitsomme husdyrsygdom mund- og klovesyge i en gris.
Beredskabscenteret i Fødevareregion Øst har efterfølgende undersøgt besætningen, hvor grisen stammer fra. Ingen dyr i besætningen viste tegn på mund- og klovesyge. Mistanken er derfor ophævet, og slagteriet kan genoptage slagtningerne.
Mistanken opstod, da en gris leveret til slagtning viste sig at have læsioner, som også kan opstå ved smitte med mund- og klovesyge.
Lukningen af et slagteri eller en bedrift er nødvendig ved mistanker om mund- og klovesyge og sker for at forhindre spredning af en eventuel smitte.
Mund- og klovesyge er en meget smitsom sygdom, der kan ramme alle klovbærende dyr. Sygdommen kan ikke smitte til mennesker. Der opstår af og til mistanker om mund- og klovesyge i Danmark og i andre lande, men her i landet har der ikke været udbrud af mund- og klovesyge siden 1983.