Ingen anholdt i røverisager

Politiet har endnu ikke anholdt nogen i sagerne om fire røverier i Nordvestsjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre dagligvarebutikker og et apotek blev mandag og tirsdag udsat for røverier. En maskeret mand i sort tøj truede sig til kontanter, mens personalet i to af butikkerne blev truet med en kniv.

Ved røveriet på apoteket trak røveren en pistol, hvorefter han truede personalet til at udlevere både kontanter og sovepiller.

- Vi har fået nogle henvendelser siden i går, men det har endnu ikke ført til anholdelser, siger Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Fire butikker røvet

Politiet er i øjeblikket i gang med at gennemgå overvågningsvideoer fra de forskellige butikker for at se, om der er nogle spor at gå efter.

- Vi ved ikke, om der er tale om den samme gerningsmand. Men det er påfaldende, at fremgangsmåden ved røverierne i især dagligvarebutikkerne minder meget om hinanden, siger Carsten Andersen til TV ØST.

Det første røveri fandt sted på Jyderup Apotek mandag eftermiddag. Klokken 20 mandag aften gik det udover SuperBrugsen i Svinninge. Tirsdag var det Netto i Vig, der stod for skud. Det sidste sted, der var udsat for røveri, var Kiwi Minipris i Hørve, hvor en maskeret mand truede sig til at få udleveret kassebeholdningen.

- Der kom en mand ind med en kniv og spurgte efter kassen. Og den udleverer vi selvfølgelig til ham. Men det er virkelig ikke en rar oplevelse. Medarbejderne, der var på arbejde under røveriet, har fået psykologhjælp, siger Andreas Nielsen, der er Souschef i Kiwi Minipris til TV ØST. 

Politiet vil meget gerne høre fra folk, som kan have set eller hørt noget angående røverierne. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114. 


Nyhedsoverblik