Indskærpelser på Næstved Sygehus

En frifunden overlæge har været stærkt påvirket af sagen om kvinden, der døde. Han var sygemeldt i flere måneder. Sygehusledelsen indskærper regler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sagen om en kvinde, der døde efter at have fået en overdosis morfin, får ledelsen på Næstved Sygehus til at indskærpe ansvarsfordelingen mellem de yngre og de erfarne læger.

Overlægen er tirsdag af Retten i Næstved blevet frifundet for at have tilsidesat sine pligter, men sygehuset mener, at "alle kan lære af sagen."

- Vi er meget tilfredse med, at der er sket en afklaring, så både overlægen og vi alle kan komme videre, siger vicedirektør Aase Bjerring.

Den erfarne læge, der har bagvagt, skal nøje vurdere, hvilke opgaver den yngre læge på forvagt selv kan magte - og skal møde op ved behov. Omvendt har den yngre læge også et ansvar, for han eller hun skal altid kontakte den erfarne bagvagt, hvis situationen kræver det.

Denne præcisering af ansvarsfordelingen er ikke udtryk for kritik af, hvordan den frifundne overlæge håndterede sagen, fastslår vicedirektør Aase Bjerring.

- Sager som denne får os til at tænke over, om tingene generelt kan gøres bedre, siger hun.

Den frifundne overlæge har været voldsomt påvirket af anklagen mod ham. Han var sygemeldt i flere måneder og er i dag fritaget for vagter, som kræver hurtige beslutninger i akutte situationer, oplyser Næstved Sygehus. Det skriver Ritzau.


Nyhedsoverblik