Indsættelse af IC4-tog stadig uvis

DSB forventer, at Ansaldobreda snart søger om godkendelse til at indsætte IC4-tog i landsdelstrafik. Men tidsplanen er stadig uvis.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

DSB kan stadig ikke sige noget om, hvornår de omstridte IC4-tog bliver sat på skinner i landsdelstrafikken. Godt nok meddeler DSB tirsdag, at virksomheden forventer, at den italienske fabrikant Ansaldobreda søger om typegodkendelse til 14 af de 83 bestilte togsæt kort ind i det nye år. Men DSB kan ikke sige præcist, hvornår ansøgningen kommer, hvor lang tid det tager Trafikstyrelsen at behandle den, og hvor lang tid der efterfølgende går, før en togtur mellem Århus og København kan opleves fra et IC4-tog.

Togordren på fem milliarder kroner har udviklet sig til en større skandale for DSB, da de første togsæt skulle være sat i drift i 2003 og alle 83 skulle have været på skinner i 2006.

Foreløbig kører fire tog i prøvedrift i den jyske regionaltrafik. Og belært af tidligere erfaringer om konstante forsinkelser i projektet, afviser DSB's adm. direktør, Søren Eriksen, at gætte på, hvornår IC4-togene bliver sat ind i togdriften mellem landsdelene. Søren Eriksen glæder sig blot over, at Ansaldobreda snart er klar med en ansøgning om en typegodkendelse til de 14 togsæt.

- Jeg melder ikke en dato ud for, hvornår IC4 kører. Historien har lært os, at det med at melde datoer ud i forbindelse med IC4 ikke er en god idé, siger Søren Eriksen, der dog godt vil sige, at de værste problemer ser ud til at være overstået.

- Det, der har drillet os meget i projektet, er it- og computersiden. Toget kører i Jylland i dag, så det fungerer, men test- og godkendelsesdelen tager lang tid. I og med at toget er godkendt til drift med passagerer, er vi kommet over de meget store problemer, vi havde sidste år og forrige år, siger Søren Eriksen.

Når typegodkendelsen for de 14 togsæt foreligger, kan DSB indsætte mellem et og to togsæt i drift hver måned. Kontrakten mellem DSB og Ansaldobreda betyder, at italienerne kan komme til at betale en bod på 10 procent af ordren for misligholdelse af kontrakten. Forsinkelsen har allerede udløst de første fem procent, 250 millioner kroner, og DSB forventer, at den fulde bod vil komme til udbetaling.

- Det er rigtig, at vi har ret til en bod på 500 millioner kroner, og det er også min klare forventning, at vi vil få det, siger Søren Eriksen.

- Har I gjort noget for at få den?

- Nej, lige nu fokuserer vi kun på togene.

DSB kan i øvrigt fortælle, at prøvedriften med fire togsæt i Jylland forløber bedre end forventet. 95 procent af de planlagte afgange er gennemført, og det er et højt tal for et nyt tog.

Passagerne er overordnet set også tilfredse med toget, men klager blandt andet over rystelser. Det hænger sammen med de slidte skinner. Så problemet bliver først løst, når Banedanmark får renoveret skinnerne.

/ ritzau /


Nyhedsoverblik