Ildsjæle vil forbedre Kramnitse

To lokale virksomheds-ejere har købt den gamle restaurant og købmand i Kramnitse. Nu vil de skabe et nyt kulturelt centrum.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For fremtiden skal der på adressen Kramnitsevej 45 ligge både en købmand, en café, et kulturhus, et pizzeria og et velkomstcenter for turister. Sådan skal det hvert fald være, hvis det står til Jens Bay og Henrik Errebo. De har hver postet 130.000 kroner i projektet.

- Det er noget af et filantropisk projekt for Henriks og mit vedkommende. Vi er ude at løbe en gevaldig risiko. Jeg kunne bare ikke leve med at se sådan noget her forfalde. Det kan vi ikke leve med, siger Jens Bay til TV ØST.

Både Jens Bay og Henrik Errebo bor og driver virksomhed i lokalområdet. Og efter både den gamle købmand og restauranten i byen lukkede, er de lokale nu gået ind i projektet for at skabe et helt nyt kulturelt centrum i byen.

- I den ene bygning skal der være pizzaria og udlejningskontorer for sommerhuse. Det bliver rigtig godt, siger Jens Bay,

Økonomien til at skulle finansiere det hele er nu næste fokuspunkt for de lokale ildsjæle. De vil blandt andet søge LAG-midler samt få både private husejere og sommerhusejere til at støtte projektet økonomisk.

Bygning tæt på forfald

Den ene af bygningerne var i så dårlig stand, at de to lokale for nylig også har postet penge i at sikre, at ydervæggene ikke styrter sammen.

Den anden bygning har den nyoprettede støtteforening af 1872 overtaget. Her skal de i løbet af 2017 indrette en købmand, kulturhus og en café.

- Når ikke vi har noget at tilbyde turisterne her, så er det da godt, at der er nogen, der vil prøve at tage noget initiativ. Og så er vi så nogle mennesker, der har sat os sammen og har dannet en bestyrelse. og fået lavet en forening for at få bakket det op, siger Jens Hansen, der er formand for Støtteforeningen 1872.

Projektet bliver kaldt Vendepunktet. Det skal nemlig være med til at vende udviklingen i Kramnitse og gøre området mere attraktivt.

- Mottoet for projektet er, at når man først har kørt gennem Kramnitse, så glemmer man det aldrig. Og så vil man gerne tilbage, siger Henrik Errebo. 


Nyhedsoverblik