Ikke så slemt som da værftet lukkede

Vestas-nedtur ikke så stor for Lolland-Falster, som da Nakskov mistede skibsværftet, siger lokal DI-formand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nedturen for Lolland-Falster med Vestas-fyringerne er ikke så stor, som da Nakskov Skibsværft lukkede i 1986 med årelang, højere arbejdsløshed til følge end i resten af landet. Og nu må regionen se fremad med det kommende brobyggeri til Femern som økonomisk flagskib, siger formanden for Dansk Industris regionsforening, direktør Allan Holstener Schmidt fra A. Schillers Maskinfabrik A/S.

- Jeg håber, at det ikke kommer til at gå så meget ud over det øvrige erhvervsliv. Vi må se på andre positive ting og holde fast på broen som flagskib. Alle skærer ind til benet, og det kan vi ikke bruge til noget, siger Allan Holstener Schmidt.

Resten af det lokale erhvervsliv vil blive ramt af Vestasfyringerne med et fald i forbruget for detailhandlens vedkommende og med mindre arbejde til håndværksmestre og andre underleverandørerne i servicebranchen. Men Vestas beror ikke i stor stil på underleverandører i lokalområdet, konstaterer Allan Holstener Schmidt.

Det flerårige brobyggeri vil få stor bieffekt på den lokale beskæftigelse, og broforbindelsen vil sikkert også få flere virksomheder til at nedsætte sig i området, siger Allan Holstener Schmidt.


Nyhedsoverblik