Indbrudstyve viger uden om Sorø

Et samarbejde mellem politi og Sorø Kommune giver nu en positiv effekt. Indbrudskurven er knækket og langt færre husstande har haft ubudne gæsteri løbet af året.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

2015 lader til at bllive et godt år på indbrudsfronten i Sorø Kommune. Her var der nemlig langt færre indbrud i forhold til sidste år takket være en målrettet indbrudsindsats fra politi og kommune.

Sorø Kommune har ellers været meget præget af indbrud i privat beboelse. Derfor begyndte den lokale indsats i 2014 med en bred vifte af aktører, der med politiet i spidsen gik sammen om at komme problemet til livs.

Hele 78 færre husstande har været udsat for indbrud fra 1. januar til 30. november i forhold til samme periode sidste år.

- Hele paletten af tiltag har nu vist sig at bære frugt. I begyndelsen af 2015 kunne vi se, at indbrudskurven i Sorø Kommune begyndte at knække. Vi var spændte på, om det blev ved at holde, men udviklingen er bare fortsat i den rigtige retning, siger vicepolitiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Allan Holm i en pressemeddelelse.

Nogle af initiativerne mod indbrudstyvene har blandt andet været tryhedsvandringer flere steder i kommunen. Hække er blevet klippet ned og lys er blevet sat op udvalgte steder. Derudover har 17 lokalråd forsøgt at lokke så mange som muligt til at melde sig ind i Nabohjælpsordningen.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi ved fælles indsats har fået vendt udviklingen på indbrudsområdet. Det viser, at samarbejde og det lange seje træk er vejen frem i kampen mod kriminalitet. Nu skal vi holde fast i de fine resultater og fortsætte de gode tiltag mod indbrud, siger borgmester i Sorø, Gert Jørgensen (K).


Nyhedsoverblik