Hver anden kommune fyrer

Foto: TV ØST

Især børneområdet bliver ramt. Stramme budgetter mange steder i landet betyder, at kommunerne må fyre ansatte næste år, frygter borgmestre.

Der skal fyres medarbejdere i over halvdelen af landets kommuner næste år.  Det bliver konsekvensen af budgettet for 2015, som landets 98 kommuner er ved at lægge den allersidste hånd på, viser en rundspørge blandt landets borgmestre, som Jyllands-Posten har foretaget.

61 ud af 98 borgmestre har svaret, og over halvdelen af dem, 55 procent, svarer, at de forventer færre ansatte i kommunen ved udgangen af 2015 i forhold til i dag.

Det er ikke mindst kommuner med faldende indbyggertal og faldende børnetal, som skærer i personalet.

Alle skal effektivisere
Men ifølge formanden for Kommunernes Landsforening, borgmester i Kalundborg Martin Damm (V), ansætter kommuner i vækst ikke ligefrem medarbejdere i bundter.

- Også kommuner i fremgang skal effektivisere, og de kommende års økonomi - altså efter 2015 - ser også stram ud, så kommunerne er meget påpasselige med at ansatte, siger han.

Daginstitutioner bliver lukket
Det bliver især på børneområdet, at indbyggerne rundt omkring i kommunerne kommer til at mærke konkrete forandringer. 40 procent af borgmestrene svarer nemlig, at de regner med færre selvstændige daginstitutioner i de kommende år.

 Det betyder, at flere daginstitutioner formentlig skal lukkes eller lægges sammen som konsekvens af det faldende børnetal i mange kommuner.

 

 

      /ritzau/

 

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App