Huspriserne falder yderligere

Der er store huse til salg for små penge på Lolland, men køberne står ikke i kø. Tvangsauktioner og dødsboer i massevis presser ifølge ejendomsmæglerne priserne på et i forvejen udpint boligmarked.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det kunne da godt være noget for os, men jeg tror lige, at vi skal ud at se på nogle flere. Tobias Andersen og Tina Wilchen fra Hunseby er på boligjagt i Maribo, og det er i den grad købers marked.

- Der er masser af boliger, og der kommer hele tiden nye til, så vi kigger os godt for, siger Tobias Andersen i dag til TV2 Øst.

Lige nu kan man på Lolland få 152 kvadratmeter bolig for en million kroner. Til sammenligning får man kun 24 kvadratmeter pr million på Frederiksberg eller i Gentofte.

- Den nedre grænse for, hvad man kan sælge en ejendom for her på Lolland og Falster, er stort set væk, siger ejendomsmægler Klaus Andersen i dag til TV2 Øst.

Sidste år lå den gennemsnitlige salgspris hos EDC I Maribo på små 800.000 kroner, det er 200.000 kroner mindre end året før. Ifølge Klaus Andersen er det især de mange dødsboer og tvangsauktioner på Lolland, der presser prisen helt ned.

- Det er klart, at de boliger, de skal bare sælges for enhver pris. Kreditforeninger og de advokater, der står for salg af dødsboer, er villige til at sælge meget billigt, og det gør det altså svært at holde et fornuftigt prisniveau, siger Klaus Andersen.

Han bakkes op af Henrik Andreassen, der er ejendomsmægler hos Danbolig i Maribo. - Der er mange dødsboer og tvangsauktioner, og det betyder, at udbuddet er langt større end efterspørgslen, siger Henrik Andreassen i dag til TV2 Øst.

Ifølge Klaus Andersen vil priserne fortsætte med at falde i 2012. - Vi kommer nok til at se, at 2012 fortsætter ligesom 2011, siger EDC-mægleren.

 

 


Nyhedsoverblik