Husejer har købt faldefærdig villa for at rive den ned

René Høyer fra Søllested har fået nok af at se på grunden overfor sit hus. Han har valgt at købe det ødelagte huset, og det har givet ham en forskønnelsespris.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

René Høyer fra Søllested har længe været træt af sin genbo -en grund fuld af rod og et meget faldefærdigt hus.

Der har ikke boet nogle i huset i 6 år, og grunden er kun blevet mere ødelagt, som årene er gået. Nu har René Høyer valgt at tage sagen i egen hånd og købe grunden på tvangsauktion for at rive den ned. 

- Det kan kun blive pænere af, at huset kommer væk. Det bliver fantastisk. Det er jo det første, man ser om morgenen, når man står op, og det er jo deprimerende, siger René Høyer. 

Huset kostede ham 2 kroner og 4500 kroner i skøde, og Lolland Kommune har lovet at sørge for, at huset bliver revet ned. Men René Høyer har brugt mange timer på at rydde op på grunden og i huset. Han har fyldt over 30 sække kun med affald.

Får forskønnelsespris

Hans store arbejde for at få huset væk og grunden på rette spor igen, har nu givet ham en pris. Det er Højreby Turistkreds, der har valgt at give ham en af deres forskønnelsespriser for at gøre noget godt for området, forklarer formanden for foreningen, Preben Jelsbak.

- Han har lavet et stykke arbejde, som mange ikke overkommer, siger Preben Jelsbak.

Prisen kom bag på René Høyer, men han er glad anerkendelsen.

- Det er da dejligt, at der er nogle, der opdager, når man gør noget godt for byen. Det er jo lidt en død by efterhånden, så hvis man kan forskønne den, vil jeg gerne det, siger René Høyer.

Det er Lolland Kommune, der skal rive huset ned. Det skal de have gjort senest den 19. februar. Imens lægger René Høyer planer for, hvad der skal ske med grunden. En stor græsplæne til fodbold eller et fællesområde for vejen er på idélisten.


Nyhedsoverblik