Hunde får badeforbud på strande

Det er slut med at lade Fido bade sammen med resten af familien på badestrandene. Reglerne for Blå Flag er nemlig blevet strammet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom det kan være varmt og forfriskende med en dukkert på de danske badestrande, så må hundene fremover blive oppe på stranden, når menneskene går ud for at bade de bedste steder.

Nye regler for Blå Flag betyder nemlig, at hunde fremover ikke må gå i vandet på de strande, der har fået blåt flag.

Det skriver Nordvestnyt.

- Jeg synes, det er en ok regel på en rigtig badedag, hvor der er mange mennesker på stranden. Men jeg kan ikke se, det skulle være et problem på en blæsende og overskyet dag, hvor vi stort set er alene hernede, siger Thorbjørn Hjarndal, der torsdag var på Feddet Strand med sin familie og hunden Lykke.

Det er juryen bag de blå strande, der efter en række hygiejne-overvejelser har besluttet sig for at indføre reglerne, skriver Nordvestnyt. De har samtidig understreget, at hunde skal være i snor på strandene.

De nye regler har skabt heftig debat på TV2 ØSTs facebookside.

- Af hygiejniske årsager. Haha, hvis det er grunden, så må fuglene også forbydes og alle fiskene holdes væk. de skider og tisser jo i vores strandvand, skriver Simone Roved.

- Når jeg bader, bader min hund også. Jeg tager hensyn og vælger at være på områder, hvor der ikke er andre, så jeg kan ikke se, at det kan genere nogen, siger Lykke Reuther.

- Det var dog dejligt. Der er mennesker, der ikke kan styre deres dyr eller rydder op efter dem, lyder en kommentar fra Anne Kastberg Jørgensen.

Forbuddet mod at bade med hunde gælder dog kun de strande, hvor der er blåt flag. Andre steder må man gerne bade med hunden.


Nyhedsoverblik