Holmegaards Mose slipper mirakuløst fra olieforurening

Den unikke højmose ved Holmegaards Glasværk ser helt ud til at slippe for skader efter onsdagens olieudslip.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

-Højmosen gik fri. Og der er ingen chance for, at forureningen nu vil brede sig til Holmegaards Mose.

Sådan er beskeden fra Næstved Kommunes miljøvagt, efter der i går ved et skybrud opstod et større olieudslip på Ardagh Glass på Holmegaards Glasværk, hvor mindst 1.000 liter olie slap ud i naturen.

Tørvegravssø fil olien

- Heldigvis er olien blevet inddæmmet og opsamlet i den store tørvegravssø foran fabrikken. Og herfra er der ingen mulighed for olien at undslippe til højmosen, siger miljøvagt Søren Nielsen til TV2 ØST.

Dermed ser det ud til, at den unikke natur i mosen slipper helt uden problemer fra udslippet.

- Jeg vurderer, at vi har opsamlet 90-95 procent af den olie, der er løbet ud. Der er stadig en smule olie i sivene i søen og en let oliefilm på vandet, men alt er under kontrol og Beredskabsstyrelsens folk er taget hjem, siger Søren Nielsen.

Opsuger den sidste olie

Der er opsamlet knap 1.000 liter olie efter udslippet, og der er udlagt særlige opsugningsmidler mellem sivene, så de sidste rester af forureningen kan blive opsamlet.

- Her dagen derpå må vi sige, at den hurtige og effektive indsats virkelig har betalt sig. Det hele er gået rigtig godt, siger miljøvagten til TV2 ØST.


Nyhedsoverblik