Hollywood-kendis udskyder tur til Danmark af frygt for terror

Frygten for terror får nu Baywatchstjernen Pamela Anderson til at udskyde sin tur til Danmark, hvor hun skulle have holdt stor galla-fest på Næsbyholm Slot ved Glumsø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et par dage før verdensstjernen fra Hollywood, Pamela Anderson, skulle have sat sig ind i et fly og fløjet til Danmark, har hendes sikkerhedsfolk valgt at udskyde rejsen på grund af den øgede terrortrussel.

- Hendes agent skriver til mig, at de har talt med sikkerhedsfolk omkring hende, og de har besluttet at udskyde turen på grund af terrortruslen mod Danmark.

Sådan fortæller Morten Lund, som forpagter Næsbyholm Slot, hvor Pamela Anderson skulle have indlogeret sig lørdag d. 22. november.

Læs også: Amerikansk berømthed rykker ind på Næsbyholm Slot

Frygten for terror

Beslutningen er blevet truffet, efter terror-angrebene i Paris har sat fokus på terror og sikkerhed. PET har siden angrebene forhøjet beredskabet, og flere europæiske lande er i alarmberedskab. Derfor vil hverken Pamela Anderson eller hendes amerikanske ledsagere rejse til Danmark på nuværende tidspunkt.

- Som det ser ud nu, er besøget udskudt til det nye år, men vi er fortrøstningsfulde, de siger, at de stadig gerne vil komme, når situationen er bedre, fortæller Morten Lund.

Galla-festen udskydes

Hollywood-stjernen skulle have været i Danmark for at promovere sin nye bog ’Raw’. I den forbindelse ville der bliver afholdt et stort galla-arrangement på Næsbyholm Slot ved Glumsø, hvor interesserede kunne købe en plads ved festen. Pamela Anderson skulle have boet på slottet i tre dage.

Hvornår besøget kommer til at ligge, ved de endnu ikke på slottet, Morten Lund venter nærmere besked.


Nyhedsoverblik