Holbæk er den mest erhvervsvenlige kommune

Foto: TV ØST

Virksomhederne er tilfredse med Holbæk Kommune, som ligger nummer 13 i Dansk Industris landsdækkende undersøgelse af det lokale erhvervsklima 2014.

Holbæk Kommune er god at drive virksomhed i. Det viser årets dugfriske undersøgelse fra Dansk Industri (DI), der har målt tilfredsheden med det lokale erhvervsklima. Og Holbæk er den kommune, der ligger højst placeret af de 12 kommuner i TV ØSTs sendeområde.

Holbæk er sprunget 40 pladser frem og er dermed undersøgelsens næsthøjeste springer, skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.  Virksomhederne er særligt tilfredse med dialogen med kommunen, som her ligger nummer 9 ud af de 96 kommuner i undersøgelsen.

Flot spring

Også behandlingen af byggetilladelser, miljøsager og sygedagpengesager er virksomhederne i Holbæk tilfredse med. Her ligger kommunen på en 11. plads, og i kategorien ’Skatter, afgifter og gebyrer’ indtager Holbæk Kommune en 12. plads.

- Det er et virkeligt flot spring, som Holbæk Kommune har taget. Kommunen har helt afskaffet dækningsafgiften, den har sænket sagsbehandlingstiden og har oprettet et vækstudvalg, hvor virksomhederne, byrådsmedlemmer, borgere og DI Vestsjælland skal arbejde for at øge væksten og skabe flere arbejdspladser i kommunen. Man kan tydeligt se, at virksomhederne kvitterer for det gode arbejde i Holbæk Kommune. Jeg glæder mig meget over det flotte resultat og vil opfordre kommunen til at fortsætte det og måske endda næste år sigte på at komme i top 10, siger Hans Hellstrøm Henningsen, formand for DI Vestsjælland.

Fremgang i Slagelse

I Slagelse Kommune er der også fremgang at spore. Kommunen er den 3.-største springer og hopper 38 pladser frem til en plads som nummer 53, hvilket er kommunens hidtil bedste placering.

- Slagelse Kommune er i færd med at udfolde sit potentiale. Kommunen bliver af virksomhederne vurderet særdeles positivt i forhold til sagsbehandling, hvor kommunen ligger nummer 19, infrastruktur, hvor kommunen er nummer 20 og skatter, afgifter og gebyrer, hvor Slagelse indtager en 21. plads. Udfordringerne ligger nu især i forhold til at skaffe kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne og i forhold til at sætte flere opgaver ud i fri konkurrence. Jeg ved, at kommunen arbejder målrettet på at blive endnu mere erhvervsvenlig, og jeg har stor tiltro til, at Slagelse ligger endnu bedre næste år, siger Hans Hellstrøm Henningsen. 

Motorvej vil gavne

Kalundborg, som sidste år var den mest erhvervsvenlige kommune på Vestsjælland, er faldet med 8 pladser og ligger nu som nummer 19 i undersøgelsen. Når det kommer til dialogen med kommunen, er virksomhederne tilfredse, og kommunen ligger på en 9.-plads. Men hvad angår infrastrukturen i kommunen, er virksomhederne særligt utilfredse, og Kalundborg ligger derfor nummer 60 i denne kategori.

- Jeg håber meget, at det bliver til noget med motorvejen, som kommunen også arbejder hårdt for. Det vil gøre det lettere for virksomhederne at transportere varer til og fra Kalundborg. I det hele taget gør kommunen mange rigtige ting. Men det ændrer ikke på, at der skal rettes op på nogle ting eksempelvis den kommunale sagsbehandling. Det er vigtigt for virksomhederne, at det går glat, når de skal have byggetilladelser eller have behandlet miljøsager. Det håber jeg meget, at kommunen vil rette op på, siger Hans Hellstrøm Henningsen.

Sorø og Ringsted går tilbage

Sorø og Ringsted Kommuner er begge gået tilbage i Lokalt Erhvervsklima 2014. Ringsted går tilbage med 10 pladser og ligger nummer 55, og Sorø ligger nummer 76, hvilket er et fald på 21 pladser.

- Der er rum for forbedring. I begge kommuner giver virksomhederne udtryk for, at det er et problem at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Jeg håber, at kommunerne vil sætte fokus på det og i det hele taget arbejde på at forbedre erhvervsklimaet, siger Hans Hellstrøm Henningsen.

Odsherred Kommune ligger tæt på bunden og er nummer 93 ud af 96 kommuner og er dermed gået 26 pladser tilbage siden sidste år. Den bedste placering er inden for ’Kommunal sagsbehandling’, hvor kommunen ligger nummer 58, og også dialogen med kommunen og adgangen til kvalificeret arbejdskraft, vurderer virksomhederne som værende positiv. I kategorien ’Skatter, afgifter og gebyrer’ angiver virksomhederne derimod, at de er utilfredse. Her er kommunen faldet med 32 pladser til nummer 92.

FAKTA:

  • DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2014, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 5. år i træk, at DI laver undersøgelsen.
  • 6.777 virksomheder inden for Dansk Industris brancher, blandt andet produktion, transport, fødevarer, engroshandel og service har svaret på undersøgelsen i 2014.
  • De har blandt andet vurderet kommunernes overordnede erhvervsvenlighed og helt specifikke erhvervsvilkår som for eksempel skattetryk, kommunal sagsbehandling, adgang til arbejdskraft, infrastruktur og kommunernes image med videre.
  • Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens med videre.
  • 96 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. 2 mindre kommuner Læsø og Fanø deltager ikke. 

Her kan du se tallene for kommunerne i vores område:

                              2013          2014

  • Holbæk             53               13
  • Kalundborg       11               19           
  • Lolland              54               33
  • Slagelse            91               53
  • Ringsted            45               55
  • Guldborgsund   68               58
  • Stevns               85               74
  • Sorø                  55               76
  • Faxe                  89               81
  • Næstved            92               83
  • Odsherred         67               93
  • Vordingborg       96               96         

    Kilde: Dansk Industri      

Se alle resultaterne fra Lokalt Erhvervsklima 2014 her.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App