Holbæk-atlet kæmper for OL-deltagelse

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

1 af 4

20-årige Lasse Winther Andersen fra Holbæk drager tirsdag til Sydafrika for at deltage i det første af flere World Cup-løb i paratriatlon

Målet er kvalifikation til de paralympiske Lege i Rio de Janeiro 2016 for 20-årige Lasse Winther Andersen fra Holbæk.

Han dyrker triatlon for handicappede på eliteniveau og drager til Sydafrika tirsdag i næste uge for at optjene point, så han kan kvalificere sig til VM i Chicago til efteråret .

- For at kunne kvalificere sig til De Paralympiske Lege, så er det så godt som altafgørende at deltage i VM. Og derfor er forårets første World Cup-stævner i Sydafrika og Australien meget vigtige for at kunne kvalificere sig til VM, fortæller Lasse Winther Andersen.

VM i Chicago

Der skal nemlig kæmpes om verdensrangliste point, for at kvalificere sig til VM i Chicago senere på året. VM i Chicago er nemlig første milepæl frem mod den helt store finale: De Paralympiske Lege i Rio De Janeiro 2016.

Lasse rejser derfor verden rundt med sin landsholdsmakker, Sebastian Jensen, for at optjene point. Foreløbigt er der planlagt otte stævner rundt om i verden, og det er de færreste, som ligger inden for Europas grænser. Sydafrika, Australien, Brasilien, Canada, USA er bare nogle af destinationerne som bliver besøgt.

Mange timers hård træning

Den har nemlig stået på mange timers hård træning for den nu 20-årige holbækker, siden oktober måned sidste år, hvor træningssæsonen startede op igen.

- Mere præcist omkring 20 timer ugentligt er der blevet lagt i min drøm. Timerne har jeg brugt på at løbe, cykle, svømme og styrketræne. Der har da været dage, hvor kroppen har været max presset, og man har haft lyst til at lægge sig tilbage under dynen, men jeg har heldigvis haft et godt træningsmiljø her i Holbæk, hvilket har fået mig ud af sengen, når jeg virkelig var træt af det, siger Lasse Winther Andersen.

Han havde i slutningen af januar to ugers træningslejr på Lanzarote med størstedelen af den danske elite inden for triatlon.

Arbejder på Isefjordskolen

Lasse Winther Andersen arbejder i dagtimerne som lærervikar på Isefjordskolen i Holbæk, hvor han er ansat dagligt fra 8-14, og så skal træningen presses ind derefter.

- Jeg drømmer stadig om at kvalificere mig til Paralympiske Lege i Rio De Janeiro i 2016. Optakten har været god, og resultaterne fra sidste sæson beviser, at jeg ligger i den gode ende af verdenseliten, og det er noget, som giver mig blod på tanden, siger han.

For så vidt angår den langsigtede målsætning er det de Paralympiske Lege i Rio i 2016. I 2015 er målsætningen, at skabe podie placeringer ved de kommende to World Cup stævner. En top fem placering ved EM, og genvinde DM titlen på sprintdistancen i triatlon.

Lasse Winther Andersen har dyrket triatlon siden efteråret 2012, hvor han skiftede fra svømning. Netop i svømning deltog han ved De Paralympiske Lege i London. Lasses handicap består i, at han har et for kort lårben.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App