Højt tårn i skoven

Virksomheden Camp Adventure har planer om at bygge et 50 meter højt tårn i skoven ved Gisselfeld Kloster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Camp Adventure har allerede en række forskellige trætopbaner i skoven omkring Gisselfeld Kloster tæt på Rønnede. Men nu har en helt ny drøm taget form.

- Vi vil gerne bygge en 1 kilometer lang gangbro 10-15 meter over jorden og et tårn, som er 40-50 meter højt, siger forretningsudvikler Kasper Larsen.

Det storstilede projekt er inspireret af forskellige tårne i skove i Tyskland. Hvis det bliver bygget, vil det blive det første i Danmark.

- Normalt ser man op på trækronerne, når man går en tur i skoven, men her vil man få en helt anden oplevelse, fordi man ser det hele fra oven, siger Kasper Larsen.

Det er planen, at tårnet skal bygges, så både gående og handicappede, der sidder i kørestol, kan komme helt til tops.

- Det vil give en helt unik mulighed for grupper af personer, der ellers ikke har let adgang til skoven, for at komme ud og opleve naturen, siger Kasper Larsen.

Mandag aften diskuterer Erhvervs- og Kulturudvalget i Faxe Kommune, om kommunen vil samarbejde med Camp Adventure om tårn-projektet. Før mødet var formanden særdeles positiv.

- Sådan et tårn vil betyde, at vi kommer på landkortet. Det vil også betyde øget turisme, og så vil det betyde en hel masse stolthed for os, der bor i kommunen, fordi vi kan få lov til at vise vores natur frem på den måde. Det vil i den grad kunne blive et fyrtårn for kommunen, sagde Dorte Nybjerg (V).

Camp Adventure har foreløbig kun arbejdet med projektet i 3 måneder, så der ligger ingen tegninger klar. Den endelige placering er heller ikke vedtaget endnu.

Den næste udfordring for idemagerne bliver at søge forskellige fonde for at skaffe financiering til tårnet og gangbroen, der tilsammen vil koste mellem 35 og 40 millioner kroner.

- Det ville være så fedt, hvis det lykkes. Det skal ikke være nogen hemmelighed, siger Kasper Larsen.

Læs mere om Camp Adventure og trætopbanerne ved at klikke HER.


Nyhedsoverblik