Høj andel af elever må gå 0. klasse om

Efter sommerferien må 21 elever gå 0. klasse om i Kalundborg Kommune, og Jesper Hjelm Kristensen (Ø) fra børn- og familieudvalget vil nu have svar på hvorfor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

21 elever i Kalundborg Kommune skal gå 0. klasse om, viser skoleindskrivningstallene for 2015, skriver dagbladet Nordvestnyt onsdag.

Det betyder, at hver 24. elev går om, når godt 500 mulige elever begynder i skole efter sommerferien.

Jesper Hjelm Kristensen fra Enhedslisten, som sidder i børn- og familieudvalget i Kalundborg Kommune, er bekymret.

- Jeg har bedt administrationen orientere om, hvorfor tallet er så højt. Måske er det et udtryk for, at man er for rigide i forhold til at skubbe børnene videre fra børnehaven i stedet for at udsætte skolestarten, siger han.

Gavn af ekstra år i børnehaven

I daginstitutionerne er der faldende børnetal og dermed ekstra pladser. Derfor mener Jesper Hjelm Kristensen godt, at nogle børn kunne have gavn af at ekstra år i børnehaven.

- Eleverne får et kæmpe nederlag, når de skal gå om, og deres klassekammerater forsvinder i første klasse. Det er en skidt start på skolen, mener politikeren.

Charlotte Grummesgaard Nielsen, leder af Pædagogisk Udviklingscenter i Kalundborg Kommune, synes også, at antallet af omgængere ligger for højt.

- Jeg skal mødes med de skoleledere, hvor der er to eller flere omgængere på skolen, for at høre, hvad der ligger til grund for det, siger hun til avisen.


Nyhedsoverblik