I dag er første store hjemrejsedag for det danske feriefolk, og det gav travlhed over Storebæltsforbindelsen.
- Vi forventer 42.000 bilister gennem betalingsanlægget i dag, og vi er allerede foran prognosen, så måske bliver det omkring 44.000, siger Jens Kjær Nielsen, som er chef for betalingsanlægget i A/S Storebælt.
Normalt giver de store rejsedage travlhed tidligt på dagen, men i dag har bilisterne bredt sig ud over hele dagen.
- Jo bedre vejr det er, jo senere kommer de, for så skal de lige have det sidste af ferien med. Havde det nu været regnvejr i dag, havde vi set et langt tidligere peak, siger Jens Kjær Nielsen.