Hjemmerøveri forhindret i Næstved

Foto: TV ØST

En 50-årig mand fra Næstved blev vækket lidt efter midnat, da to røvere forsøgte at skaffe sig adgang til huset.

- Giv mig pengene eller jeg slår dig ihjel.

Sådan var beskeden, da en 50-årig mand blev vækket kort efter midnat, da det ringede på døren til hans hus på Langelandsvej. Da manden åbnede stod to mænd udenfor. Den ene gav ham kravet om penge, og satte en fod i døren.

Manden i huset gav ikke så let op, og han kæmpede for at få lukket døren. Røveren havde stadig sin fod i klemme, og enten han eller den anden røver smadrede en rude med en medbragt økse. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.

Det lykkedes den 50-årige at få lukket døren, hvorefter røverne stak af. Politiet blev tilkaldt og gennemsøgte området med hunde. Eftersøgningen blev dog forhindret af et kraftigt regnvejr, og politiet er i øjeblikket ikke på sporet af gerningsmændene.

Den 50-årige talte kort med politiet i nat og gav så sin version af historien igen her til formiddag. Han har ingen ide om, hvem gerningsmændene kan være.

Politiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner eller folk der har set to mænd løbe ned ad Langelandsvej mod Fynsvej og Lollandsvej.

Den ene røver beskrives som 175 centimeter høj, med sorte sko og en hættetrøje med noget gråt på. Der er ikke noget signalement på den anden røver.

Eventuelle oplysninger i sagen kan rettes mod Sydsjællands og Lolland-Falsters polit på telefon: 55 31 14 48 eller 114.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App