Hjemmerøver kører galt i stjålen bil

En 36-årig mand er indlagt, efter at han kørte galt i den bil, som han stjal ved et natligt hjemmerøveri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 48-årig mand fra Skælskør fik sig natten til mandag noget af et chok, da han sad og så fjernsyn. Pludselig stod der en fremmed mand i hans stue.

- Manden havde en lang filetkniv i den ene hånd og en murhammer i den anden, og han forlangte at få beboerens bilnøgler, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ole Hald.

Røveren fik bilnøglerne og kørte af sted i den 48-åriges bil.

Knap en time senere fik politiet en melding om, at en spøgelsesbilist var kørt galt på Vestmotorvejen ved Borup.

- Det viste sig, at være den stjålne bil, som havde ramt autoværnet. Føreren var stukket af, men vi fandt ham kort efter i området, hvor han lå og trykkede sig, siger vagtchefen.

Den 36-årige røver blev bragt til Slagelse Sygehus, hvor han blev indlagt til observation. Desuden blev der taget en blodprøve for at konstatere, om han var påvirket.

Politiet ved ikke, hvorfor han skulle bruge den 48-åriges bil.


Nyhedsoverblik