Hjemmehjælpere trætte af angreb

Hjemmehjælperne i Ringsted kommune er nu så trætte af at blive mistænkeliggjort når de er ude at handle ind for borgere i arbejdstiden, at de er gået til kommunens borgmester med et ønske: Et skilt med skriften - Jeg må godt være i byen. Det fortæller DR Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For Dorthe Ibsen, som har fulgt med i den seneste uges afsløringer af svindel i den københavnske hjemmepleje, har det ikke været sjovt at gå på arbejde.

- Det er meget ubehageligt. Når jeg står i supermarkedet føler jeg, at alle står og kigger på mig. Man sniger sig nærmest langs husmuren, som det er nu, fortæller hun til DR Sjælland.

Leder af hjemmeplejen i Ringsted kommune, Ellen Schneider kan godt forstå hjemmehjælpernes reaktion.

- De føler sig overvåget og er utrygge, vurderer hun.

Men at det skal komme så vidt at hjemmehjælperne skal gå med et skilt, ryster borgmester Niels Ulrich Hermansen.

- Jeg har netop hørt den anmodning, og jeg håber sandelig ikke at det skal komme så vidt, så vores medarbejdere skal gå rundt med et tegn på sig som bevis for at de er ude og udføre et meget vigtigt og legalt stykke arbejde, siger han til DR Sjælland.

 


Nyhedsoverblik