Hjælp til unge i Slagelse

Det står skidt til med de unges uddannelsesniveau i Slagelse Kommune. Men nu ser et nyt mentorprojekt ud til at kunne få indflydelse på de dårlige statistikker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ni ud af ti kontanthjælpsmodtagere i Slagelse Kommune mellem 25 og 29 år har ingen erhvervskompetencegivende uddannelse. 20-årige Camilla Hansen fra Korsør kunne måske være blevet én af dem. Hun har ikke gennemført en uddannelse siden folkeskolen og har allerede været på kontanthjælp op til flere gange.

- Jeg har haft rigtig svært ved at stå op om morgenen og i det hele taget finde motivationen til at tage min skole alvorligt. Og på grund af for meget fravær er jeg faktisk blevet smidt ud af alle de uddannelser, jeg er begyndt på, fortæller hun.

Og sådan går det desværre for rigtig mange unge i Slagelse Kommune. Derfor oprettede kommunen i december sidste år et såkaldt mentorkorps. Korpset består af frivillige voksne fra kommunen, der hver især støtter og hjælper en udsat ung mand eller kvinde mellem 15 og 25 år med at gennemføre en kompetencegivende uddannelse.

I januar i år sagde Camilla Hansen fra Korsør ja tak til en hjælpende hånd, og siden har Michael Winther været hendes mentor.

- Jeg kan hjælpe Camilla med at få overblik over sin uddannelse og med at finde og bevare motivationen. Jeg kan øse ud af de erfaringer, jeg har og hjælpe med helt konkrete udfordringer, fortæller Michael Winther fra Slagelse.

Han og Camilla Hansen har mødtes hver fjortende dag siden januar, og det har haft en afgørende betydning for Camilla Hansen.

- At Michael bruger sin tid frivilligt på mig og engagerer sig i min uddannelse, betyder, at jeg ikke bare kan tillade mig, at vende mig om på den anden side og ikke møde op i skole om morgenen, fortæller Camilla Hansen, der gerne vil være fængselsbetjent og det seneste halve år derfor har læst en række fag på VUC.

Før sommerferien bestod hun alle sine eksamener - og gennemførte dermed et uddannelsesforløb for første gang siden folkeskolen.

- Det er virkelig en stor sejr for mig, at jeg kunne klare det. Dog med lidt hjælp, men jeg kunne gennemføre et uddannelsesforløb. Det er jeg virkelig glad for, siger hun.

Camilla Hansen mangler nu et år på VUC, og hende og Michael Winther har fortsat aftalt at mødes hver fjortende dag.

FAKTA OM "MENTORKORPS SLAGELSE"

- Korpset består af frivillige voksne
- Korpset tilbyder gratis mentorstøtte til unge mellem 15 og 25 år som enten er elever på uddannelsesinstitutioner og produktionsskoler eller unge på kontanthjælp i Slagelse kommune.
- 28 frivillige voksne er på nuværende tidspunkt uddannede mentorer
- 16 unge er på nuværende tidspunkt i gang med et mentorforløb
- 5 unge har afsluttet et mentorforløb og er i uddannelse
- 2 unge har afsluttet et mentorforløb og er ikke i uddannelse
- 1 ung har afsluttet et mentorforløb og er i job

Hvis du gerne vil vide mere om "Mentorkorps Slagelse" så kan du kontakte UTA Ungdomsuddannelse.

UTA Ungdomsuddannelse
Langes Gård 10, 2.sal
4200 Slagelse
Tlf.: 21 46 75 06
uta@slagelse.dk

 

 


Nyhedsoverblik