Heunicke lover nye tog for 1,2 milliarder kroner

Det skal snart være slut med overfyldte tog og manglende siddepladser i togene. Transportminister Magnus Heunicke (S) lover, at der er nye tog på vej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter metroxpress tirsdag kunne fortælle, at nogle togstrækninger i myldretiden er så proppede, at der ikke er en siddeplads til alle, fløjter transportminister Magnus Heunicke (S) til kamp mod trængslen.

Inden for få uger lover Heunicke, at DSB er klar med nye tog for 1,2 milliarder kroner til at sætte ind mod de mange overfyldte tog, skriver metroxpress.

- De er lige nu ved at forhandle aftalen på plads. DSB støvsuger markedet for tog til at sætte ind på strækninger, hvor problemet er størst, siger han til avisen.

Problemet vokser

Ifølge en rapport fra DSB er der flere passagerer end pladser i mere end hvert 10. tog på 13 togstrækninger i myldretiderne morgen og eftermiddag. Især er der store problemer med tog til og fra Aarhus, Odense og København.

Ifølge en rapport fra Transportministeriet bliver problemerne større frem mod 2022. Efterspørgslen bare på Sjælland vil stige med 33 procent, hvilket svarer til 33.000 ekstra  togsæder, og antallet af sæder i tog vil falde fra 20.000 til 12.000, hvis intet sker.

DSB erkender, at der vil komme endnu flere passagerer, men er positiv i forhold til fremtiden.

- Det ser ud til, at efterspørgslen bliver endnu større de næste år. Det prøver vi på alle måder at afhjælpe. Næste år planlægger vi eksempelvis, at flere af vores IC4-tog skal køre, siger direktør for DSB Operation Anders Egehus til metroxpress.

Venstre mener, at der skal mere til.

- Derfor kommer vi til at forfølge det her, siger Kristian Pihl-Lorentzen, der er partiets trafikordfører.

 

 


Nyhedsoverblik