Heroin til hårdt belastede narkomaner

Det kan nu blive lettere for hårdt belastede narkomaner at få heroin. Der tegner sig nemlig et politisk flertal for lægeordineret heroin, efter at Venstre har foretaget en co-vending. Og forslaget bliver taget godt imod.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Majbritt Brandt er narkoman - og har været det i 10 år. For hende er heroinen uundværlig.

- For mig betyder den faktisk livet. Og så at jeg ikke går ud og bliver syg, fortæller hun. 

I dag kan Majbritt Brandt ikke få heroin på lovlig vis. Men det bliver med stor sandsynlighed nemmere om kort tid. Venstre har nemlig vendt om på en politisk tallerken. Efter at have været imod lægeordineret heroin til hårdt belastede narkomaner - er de nu pludselig for.

- Vi er nødt til at gøre noget, for vi har et stort problem, fortæller Karsten Nonbo, der er folketingskandidat hos Venstre.

Problemet er blandt andet, at Danmark har en ekstrem høj dødelighed blandt narkomaner. Hos Venstre afviser man dog, at forslaget skulle være en taktisk manøvre her midt i valgkampen.

- Nej, det er det ikke. Der er jo kommet en rapport, der viser, at der nok ikke er nogen vej uden om. For jeg skal ærligt indrømme, at jeg nok er en af dem, der har været lidt bagstræberisk her, fortæller Karsten Nonbo.

Og Majbritt Brandt er mere end glad for, at heroinen nok bliver lettere at få fat på.

- Jeg tror på, at vi slipper for en masse kriminalitet. Narkomanerne vil få en bedre tilværelse. De vil få en lettere hverdag, fortæller hun.

Venstres udspil kommer efter Sundhedstyrrelsen i en ny rapport anbefaler den lægeordinerede heroin. Og hos Kaj Bengtsen, der dagligt beskæftiger sig med stofmisbrugere, bliver forslaget som udgangspunkt taget godt imod.

- Med nogen betænkelighed synes jeg, man skal prøve det, fordi der er gode erfaringer i udlandet, og fordi, vi ikke kan blive ved med at leve med det store antal dødsfald, siger Kaj Bengtsen, der er leder af Vordingborg Kommunes Misbrugscenter.

Alligevel har Kaj Bengtsen sine bekymringer ved forslaget.

- De negative konsekvenser kan være, at legaliseringen bliver endnu større. Legaliseringen, som vi har på sove- og nervemedicin. Legaliseringen, som vi har på metadon. Og så får vi i virkeligheden en gruppe til, som går på heroin, fortæller han.

Forslaget er blevet kritiseret af det parti, der først bragte forslaget på banen - nemlig Dansk Folkeparti. Partiet mener, der mangler opfølgende tiltag. Men det skal der nok komme styr på, mener Karsten Nonbo.

- Det drejer sig om, at dem, der bliver taget med i forsøget, at de bliver fulgt, til de enten er nedtrappet, eller til man finder ud af, hvor de kan lande. Og det er meget, meget skarpt, at vi skal have styr på det, siger han.

Og Majbritt Brandt håber på, at forslaget bliver til virkelighed. Hun er nemlig sikker på, at det vil gavne hende.

- Det vil, som jeg siger, betyde, at jeg får en bedre hverdag, får en bedre tilværelse. Det vil det gøre. Jeg vil være rask. Og så vil jeg være fri for at have et sidemisbrug, afslutter hun.

Der er cirka 20.000 heroinmisbrugere herhjemme - 1000 af dem karakteriseres som hårdt belastede.


Nyhedsoverblik