Her skal Saxenhøj-drabsmand anbringes

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Drabsmanden fra Saxenhøj står til at blive placeret blandt de allerfarligste psykisk syge patienter i Danmark.

En placering i sikrede omgivelser – sammen med de allerfarligste fanger i Danmark. Den såkaldte Sikringsafdeling i Nykøbing Sjælland.

Den fremtid venter efter alt at dømme den mand, der er anklaget for at stå bag Saxenhøj-drabene. Selv nægter den 29-årige mand sig skyldig, selvom han erkender at have ført kniven ved drabene.

Den anklagede har i en periode op til retssagen opholdt sig på sikringsafdelingen.

Der er tale om en særlig retspsykiatrisk afdeling – men der er tale om et hospital og ikke et fængsel, selvom sikkerhedsforanstaltningerne på stedet er meget omfattende. Målet er således at behandle og lindre beboernes sindssygdomme – og målet er at de kan udskrives.

Man kan kun blive placeret på sikringsafdelingen, hvis man forinden af en dommer er blevet dømt til det – eller hvis justitsministeren har udstedt et såkaldt farlighedsdekret, der erklærer en så farlig, at man ikke kan være på andre institutioner end denne.

Hovedparten af patienterne på afdelingen udskrives dog indenfor to år – men en gruppe patienter skal blive der længere. En enkelt patient har været på afdelingen i hele 30 år.

Sikringsafdelingen har i 100 år under forskellige navne holdt til i Nykøbing Sjælland Den ventes dog i løbet af kort tid at flytte til det nye psykiatri-hospital i Slagelse.

Proceduren for udskrivelse fra institutionen er den samme som ved indlæggelse.

Det kræver således en dom fra en dommer eller et dekret fra justitsministeren. Forinden skal blandt andet retslægerådet og afdelingens overlæge høres.

Der er 30 pladser på sikringsafdelingen.

KILDE: Region Sjælland.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App