Helge Adam Møller vil være borgmester i Næstved

Ny markant kandidat til borgmesterposten i Næstved. Den konservative veteran, Helge Adam Møller, vil vælte Socialdemokraterne af pinden og overtage magten i by

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden 1919 har Socialdemokraterne siddet på magten i Næstved. Det skal være slut nu, hvis det står til Helge Adam Møller (K), der med al sandsynlighed bliver sit partis spidskandidat til næste års kommunalvalg.

- Jeg har masser af overskud, lyst og energi til at gøre noget for Næstved. Det er en brandhyggelig by, men den er ikke særlig dynamisk. Der kan jeg gøre en forskel, erklærer den 69-årige politiker, hvis mærkesag er ægte konservativ.

- Vi skal være blandt Danmarks mest erhvervsvenlige byer i Danmark. I stedet for at ligge nummer 86 ud af 96 skal vi op mellem de 25 bedste, lyder visionen.

Helge Adam Møller er en ganske erfaren rotte i dansk politik. Fra 1984 til 2011 sad han i Folketinget. Og tidligere var han viceborgmester i Næstved, hvor han sidst sad i byrådet fra 1982 til 1993.

Sammen med en anden markant lokal politiker, Karsten Nonbo (V), vil han nu gøre byen borgerlig, men den mission får ikke den nuværende borgmester til at ryste i bukserne.

- Med mig ved de, hvad de får. Helge skal ud at fortælle, hvad han vil gøre, for han har aldrig været borgmester. Han har sidst været i Folketinget, men har nu været lidt ude. Han skal ud at overbevise om den stil, han vil vise, påpeger Carsten Rasmussen (S).

Men den tidligere major er kampklar. Og den fremskredne alder ser han ikke som en hindring.

- Jeg tror ikke, der er mange i byrådet, der rent fysisk kan hamle op med mig, hvad enten det er løb, cykling eller andet. Jeg føler mig bestemt ikke udbrændt. Det kan være, jeg er det om 25-30 år, men den tid den glæde, erklærer Helge Adam Møller.

Kommunalvalget finder sted den 19. november næste år.


Nyhedsoverblik