Hel vej har fået penge retur fra Skat efter fejl

For høje ejendomsvurderinger har nu ført til, at en hel vej i Vig har betalt for meget i skat. Især billige boliger er blevet vurderet for højt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fejl hos Skat har gjort, at en hel vej i Vig har fået penge tilbage. Det skriver Jyllands-Posten torsdag.

Der ligger 10 huse på Balancevej, og i 2011 fik beboerne sammen og klagede over Skats ejendomsvurderinger. Her 3 år efter har det givet pote. Nogle har fået det, afvokaterne gik efter, mens andre har fået mindre, og blandt andet Gert Khetmers sag fortsætter nu i Landsskatteretten, fordi advokaterne mener, at han skal have 100.000 kroner retur i stedet for de 50.000 kroner, han indtil videre er tilkendt.

Svært at gennemskue reglerne

Sagen er kompliceret, og det er ikke kun den økonomiske del, som har givet bekymringer hos borgerne på Balancen. Både afgørelser og informationerne i hele sagen generelt er svære at forstå for den almene borger.

- Det er jo vigtigt at få en begrundelse for afgørelserne, fordi det er svært at gennemskue, om afgørelserne er i orden eller ej. Når de vender tilbage og siger: Vi synes sådan og sådan - så kan man bare sige: Nå, jamen det er muligvis rigtigt, men måske bliver vi snydt. Det er meget uigennemskueligt, siger Gert Khetmer til avisen.

Det er især billige ejerboliger i udkantsområdet, der er blevet vurderet for højt. Tidsfristen for at klage over fastfrysningen af ejendomsvurderingerne fra 2011 er forlængst udløbet, men i 2017, når de nye vurderinger er klar, vil dem, der har betalt for meget i boligskat, automatisk få penge retur.

Et ekspertudvalg har det seneste år arbejdet på et nyt system for de offentlige ejendomsvurderinger.

Her er deres vigtigste pointer:

Ejerboliger:

  • Vurderinger skal samles i én database, og frie handler skal identificeres ved hjælp af datafiler, så det kun er disse, der indgår i vurderingen.
  • Der skal kun indgå objektive data i vurderingerne. Til gengæld skal der indsamles flere af disse, blandt andet ved hjælp af gps, så der også tages højde for eksempelvis havudsigt og afstand til skov eller trafikerede veje.
  • Der skal anvendes statistisk estimeringsmodel, og der skal oplyses om den usikkerhed, der altid vil være ved beregningssystemer.
  • Grundværdien skal fastsættes som en fast andel af ejendomsværdien og afhænge af kommune, og om boligen er placeret i by- eller landzone.
  • Et forslag til vurderingen skal sendes til boligejeren, som så kan komme med berigtigelser og korrektioner.
  • Der skal sættes et mål for den maksimale klagetid.
  • Erhvervsejendomme:
  • Vurderingen skal fastsættes efter en markedsnorm ved hjælp af lejeindtægter, udgifter og forrentningskrav.
  • Der skal laves et offentligt tilgængeligt register med standardiserede markedsdata.
  • Det er nødvendigt at forbedre BBR-registret væsentligt.
  • De anvendte faktorer og BBR-data skal oplyses af Skat på vurderingsmeddelelsen, og håndteringen af klager skal forbedres.
  • Modellen for vurdering af grunde bør fastholdes.

Landbrugsejendomme:

  • Bondegårdsreglen skal afskaffes, da den medfører for lave vurderinger af landbrugsjord.
  • Vurderingen af grundværdien for landbrugsjord skal beregnes på baggrund af den gennemsnitlige handelsværdi.
  • Stuehuse skal beskattes efter regler for parcelhuse med standardgrund i landzone.

Kilde: Ritzau


Nyhedsoverblik