Havørne yngler for første gang i Odsherred

Foto: TV ØST

Et ungt havørnepar, der i flere år har holdt til ved Nykøbing Sjælland, har fået en unge. Det er første gang et havørnepar yngler i Odsherred i mindst 100 år.

I Ulkerup Skov syd for Nykøbing Sjælland har et havørnepar fået en unge. Ørneungen blev første gang set i den meterstore rede den 17. maj, og de voksne havørne flyver nu frem og tilbage med mad til ungen. Naturstyrelsen opfordrer publikum til at holde afstand til reden, så ørnene får fred og ro. 

Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Ørnene er meget sky, og man må endelig ikke forsøge at komme tæt på reden. Hvis ørnene føler sig generet, er der en stor risiko for, at de opgiver at få ungen på vingerne. Så vi opfordrer skovgæster til at blive på skovvejene, der ligger på sikker afstand af reden, siger skovrider Jens Peter Simonsen fra Naturstyrelsen i Vestsjælland.

Svær at få øje på

Reden er svær at få øje på gennem bladene i den tætte skov, men der er til gengæld gode muligheder for at se de voksne ørne i luften omkring skoven. Endnu større er chancen for at se ørnene ved det nærliggende fuglereservat ved Hov Vig, hvor ørnene flere gange om dagen flyver ud for at jage fisk og blishøns.

Hvis havørnene har held til at opfostre ungen, kan den være klar til at flyve i begyndelsen af juli.

00:31 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App