Hardi snupper Lolland-Falsters Erhvervspris 2015

Virksomheden Hardi, der laver sprøjtemaskiner til landbruget åbner nye afdelinger i Nørre Alslev. Blandt andet derfor går årets erhvervspris fra Lolland-Falster til det lokale firma.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag aften blev Lolland-Falsters Erhvervspris 2015 officielt uddelt til den virksomhed, som har gjort den største, positive forskel i lokalområdet – i år er det Hardi i Nørre Alslev, som laver sprøjtemaskiner til landbruget.

Hardi har fået årets pris blandt andet fordi, de åbner nye afdelinger i Nørre Alsev, hvor der bliver plads til medarbejdere med en høj uddannelse. Fra april næste år bliver virksomhedens afdelinger for salg, marketing og produktudvikling flyttet fra Høje Taastrup til regionen. Og det er blandt andet noget af det, som det lokale erhvervsliv har efterspurgt i årevis.

- Vi bygger ikke nyt, men vi reducerer vores lager for at få plads til de nye medarbejdere, siger Jørgen Kristensen, der er fabrikschef på fabrikken i Nørre Alslev.

Landmænd verden over bruger Hardis sprøjter til at få mere ud af deres marker. Nu går virksomheden så mod den generelle tendens, når de rykker deres højtuddannede ingeniører og akademikere væk fra hovedstadsområdet.

Borgmester i Guldborgsund Kommune er glad for virksomhedens flytteplaner:

- Vi vil selvfølgelig hjælpe de medarbejdere der vil flytte herned og købe hus, så deres ægtefælle også bliver sluset ind i et job hernede, siger borgmester John Brædder (G).

Folkene på fabrikken i Nørre Alslev kan se frem til 50 nye kollegaer fra april næste år

 


Nyhedsoverblik