Har haft huse til salg i fem og seks år

Det er ved at gå op for de fleste, at huse er svære at sælge udenfor storbyerne, men at der indtil videre er gået over fem år, frustrerer to husejere på Lolland

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I henholdsvis fem og seks år har Jørgen Brovang og Lorens Hansen haft deres huse til salg. Ekstra Bladet skriver mandag om de huse i landet, der er sværest at sælge, og byer på både Lolland og Falster ligger desværre solidt med i toppen af listen.

I Kragenæs på Lolland har Jørgen Brovang og hustruen forsøgt at sælge deres hus i fem år, fordi de gerne vil flytte i noget mindre, men ingen har trods et nedslag i prisen på 200.000 kroner endnu skrevet under på en aftale, og det ærgrer dem.

- Før i tiden blev husene i Kragenæs revet væk i løbet af ganske kort tid. Men efterhånden som de fleste statslige virksomheder på Lolland og Falster lukker, betyder det, at vores unge mennesker må søge væk for at få arbejde. Og hvem skal så købe vores huse, når vi bliver pensioneret? spørger Jørgen Brovang i avisen.

Næsten 200.000 kroner ned i pris

I Rødby er det seks år siden, Lorens Hansen og ekskonen satte deres hus til salg, og her er der heller ikke nogen, der er bidt på, på trods af at prisen er sænket fra 590.000 kroner til 395.000 kroner.

En opgørelse i avisen viser, at det i kommunerne langt væk fra storbyerne er svært at komme af med husene. Skagen topper listen med 20 huse, der har været til salg i over fem år. Derefter følger Nakskov med 12 huse, på fjerdepladsen ligger Rødby med 10 huse, og Nykøbing Falster og Stege indtager henholdsvis en sjetteplads og en tiendeplads med ni og 7 huse, der har været til slag i mere end fem år.


Nyhedsoverblik