Har din drømmebolig det rigtige postnummer?

Selvom man har fundet sit drømmehus her i regionen, er det ikke sikkert, man får lov at købe det. Realkreditinstitutterne siger ofte nej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Eskebjerg nordøst for Kalundborg ligger et hus, som Ninna Breese og hendes kæreste gerne vil købe.

- Med tre børn har vi brug for mere plads, og her kan vi bo billigere i forhold til at leje noget, siger den interesserede boligkøber.

Det er hendes svigerfar, der ejer huset, men han vil gerne sælge. For at fastsætte prisen fik parterne derfor lavet 2 uvildige vurderinger hos ejendomsmæglere. De endte på henholdvis 895.000 kroner og 995.000 kroner.

Men da Ninna Breese og kæresten så forsøgte at låne til huset fik de nej. Hos 2 forskellige realkreditinstitutter. Det ene vurderede husets værdi til 650.000 kroner, altså langt under mæglernes vurdering. Hos det andet realkreditinstitut lød begrundelsen, at Ninna Breese ville stå alene på skødet, og at hendes økonomi var for dårlig.

- Det er jeg uforstående over for. Vi var forhåndsgodkendt i banken, og havde selv pengene til udbetaling. Desuden kunne vi spare 1000 kroner om måneden ved at bo her. Derfor må det være på grund af beliggenheden, de siger nej, mener Ninna Breese, som langtfra er den eneste, der får nej til at låne til boligkøb i vores område.

TV2 ØST har lavet en rundringning til en række ejendomsmæglere i regionen, der melder om samme problem. Det gælder også på Møn.

- Vi oplever næsten dagligt, at folk har problemer med at få finansieret deres boligkøb. De enkelte bankrådgivere siger, det er på grund af "Udkantsdanmark". Men på det centrale kreditkontor begrundes afvisningen ofte med, at køberens rådighedsbeløb er for lille. Men det ligger mellem linjerne, at det er "Udkantsdanmark", der er årsagen, fortæller Jens Bregneberg, indehaver af Home i Stege. 

Han peger på, at de små landsbyer dør ud, og derfor efterlyser han politiske tiltag for at få mere gang i hushandlerne. 

Også Ninna Breese, der selv er ved at uddanne sig til ejendomsmægler, mener, det bør være lettere at få lov at låne til en bolig i udkantsområderne.

- Stille og roligt ville det sætte mere skub i det hele. Der er masser af købere til husene i yderområderne. De kan bare ikke få lov, siger Ninna Breese.

Selv har hun og kæresten fundet et sted at bo til leje, men drømmen om at købe huset i Eskebjerg vil de formentlig igen forsøge at få opfyldt om et par år.


Nyhedsoverblik