Det var kun rent held, at Anja Elsings heste onsdag morgen ikke løb ud på vejen. Klokken 11 blev hun ringet op af en hundelufter, der havde set hegnet være ødelagt i Rørvig, hvor hun har stutteri.
- Jeg er ved at blive vanvittig. Det er meget irriterende, og hestene kunne lige så godt være endt ude på vejen, siger hun.
Kan være livsfarligt
Hegnet er blevet klippet op fire forskellige steder af ukendte gerningsmænd. For under en måned siden blev et hegn ind til en anden af hendes folds med 43 heste åbnet ved Sonnerup Skov i det nordlige Odsherred, og hun frygter, at det ender galt.
- Det kan jo være livsfarligt. Hvis en af de der små biler rammer sådan en hest, så dør vedkommende. Jeg fatter ikke, at folk ikke forstår, hvor farligt det er, siger Anja Elsing.
Læs også: Hesteejer: Det er jo inddirekte mord at lukke hestene ud
Sagen er meldt til politiet, og Anja Elsing håber, at folk i lokalområdet vil være med til at holde øje med gerningsmændene og give lyd, hvis de ser noget.