Håndværkere anklager udlejer for snyd: Så ikke en krone

Udlejer er tiltalt for at have snydt håndværkere i flere byer på Sjælland for over tre millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 - Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger en elektriker torsdag i retten i Roskilde.

Her vidner han i sagen mod en boligudlejer, der er anklaget for millionsvindel. Elektrikerens firma udførte i foråret og sommer 2013 arbejde på ejendomme i Rødovre, Køge, Hårlev, Hillerød, Kalundborg og Amager. Men betaling så de ikke skyggen af.

- Jeg taler med ham flere gange, og vores bogholder ringer til ham flere gange og rykker for pengene. Vi har ikke fået en krone, siger elektrikeren, hvis firma skal have mistet over 160.000 kroner.

Ikke god stemning

Torsdag vidner seks håndværkere i sagen mod boligudlejeren. De fortæller, at de blev kontaktet af en Klaus Pedersen, som bad dem udføre småjobs. Løbende blev de tilbudt mere arbejde, så de endte med at have tusindvis af kroner til gode.

Men når de opkrævede deres penge, fik de at vide, at de først ville blive betalt, når alt arbejde var afsluttet.

- Jeg har daglig kontakt med ham i en periode, fortæller en malermester.

- Jeg rykker ham for pengene, og det ender med, at det spidser til i nogle samtaler. Der er ikke god stemning, siger malermesteren, der ligesom de andre vidner forklarer, at han endte med at indstille arbejdet uden betaling.

Var bare mellemmand

Faktisk eksisterer Klaus Pedersen slet ikke. Boligudlejeren har erkendt, at han hyrede håndværkere under et dæknavn.

Alligevel nægter han sig skyldig i bedrageri. Han arbejdede nemlig bare som mellemmand for en række firmaer, har hans advokat, Michael Juul Eriksen, forklaret til Ritzau.

En tømrer fortæller i retten, at han kørte ud til det firma, som boligudlejeren havde fortalt, at han repræsenterede.

- Huset så ud til at være til salg. Postkassen var så bugnende fuld, at man ikke kunne stikke et brev ind, siger han.

Snyd for ni millioner kroner

I alt er boligudlejeren tiltalt for at have snydt håndværkere for over tre millioner kroner. Han er desuden tiltalt for at have snydt det offentlige for over seks millioner kroner.

Sagen varer i adskillige dage og fortsætter indtil februar.

/ritzau/


Nyhedsoverblik