Guldborgsund kigger nærmere på Caribien-ture

Foto: TV ØST

Guldborgsund Kommune undersøger nu alternativer til ophold for utilpassede unge. Det sker efter kritik af ture til Caribien.

Politikerne i arbejdsmarkedsudvalget i Guldborgsund Kommune har bedt om, at kommunen leder efter andre muligheder for utilpassede unge end ture til Caribien.

- Vi kan konstatere, at over 70 kommuner i Danmark ikke benytter disse tilbud, hvor unge sejler til Caribien. Derfor skal vi nu se, om der er andre tilbud, som har samme effekt men er billigere, siger René Christensen (DF), som er formand for udvalget til TV ØST.

Seks kommuner her i regionen bruger disse tilbud, hvor utilpassede unge er med på sejlture til Caribien, mens de guides tilbage på rette spor. Guldborgsund Kommune er den kommune i regionen, som har brugt flest penge på turene. Siden 2010 er 10 unge kommet afsted for godt 7 millioner kroner.

Mandag var der møde i arbejdsmarkedsudvalget i Guldborgsund Kommune, hvor sagen var på dagsordenen.

- Vi har fået en redegørelse, og den viser, at resultaterne for de unge er overvejende gode, men det kan sende et forkert signal til borgerne. Derfor må vi nu undersøge, hvad andre kommuner tilbyder, siger René Christensen (DF) til TV ØST.

Guldborgsund Kommune har i øjeblikket to unge afsted, og deres forløb vil ikke blive afbrudt.

- De skal ikke være gidsler i det her. De har fået sådan et ophold tilbudt, og de kan færdiggøre det forløb, siger René Christensen (DF).

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App