Guldagergaard beholder forhøjet tilskud

Forskningscenteret for keramik Guldagergaard i Skælskør har siden udvidelsen i 2012 øget sine aktiviteter. For at understøtte den positive udvikling har Slagelse Kommune valgt at fortsætte med at give et forhøjet driftstilskud frem til 2018.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Interessen for keramik på et højt kunstnerisk og videnskabeligt niveau har i de senere år været stigende. Det har man mærket på forskningscenteret for keramik Guldagergaard ved Skælskør, der siden ombygningen og udvidelsen i 2012 har oplevet stigende søgning fra både danske og udenlandske keramikere.

Slagelse Kommunes Kultur-, Fritids- og Turismeudvalg har på grund af succesen valgt at fortsætte med at give forhøjet driftstilskud, så den internationalt anerkendte kulturinstitution kan få ekstra vind i sejlene. I 2016 og til og med 2018 får Guldagergaard derfor et tilskud på ekstra 400.000 kroner årligt. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

- Den unikke kulturinstitution er på vej til at blive et internationalt fyrtårn inden for sit felt, og de står lige nu ved en skillevej, hvor det kan gå hen og blive rigtigt stort, til gavn for hele kommunen. Så man kan godt kalde det en strategisk satsning. Men vi siger samtidig til ledelsen af Guldagergaard, at de skal tænke over, hvordan de kan udvide konceptet, så de fremover får flere penge i kassen, siger Troels Christensen (LA), formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

Flere støttekroner kan være på vej

Kulturpolitikerne i Slagelse Kommune er også ved at tage stilling til, om der skal afsættes penge til, at en ph.d-studerende kan blive tilknyttet Guldagergaard i samarbejde med Danmarks Designskole og Designmuseum Danmark. 

Et tidligere ph.d-samarbejde har nemlig givet væsentlig værdi til kulturinstitutionen og banet vejen for kontakter til universiteter og forskere rundt omkring i verden. Om ph.d.-projektet skal støttes med 167.000 kroner årligt frem til 2019, afklares når resultaterne af en analyse fra Kulturministeriet foreligger.


Nyhedsoverblik