Grønt lys til Tude Ådal-projekt

Foto: Slagelse kommune

Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget har nu givet deres endelige godkendelse til projektet, og ifølge planerne vil anlægsarbejdet gå i gang til næste år.

Tude Ådal-projektet er nu blevet godkendt af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget. Det betyder, at gravemaskinerne påbegynder anlægsarbejdet næste år, og så forventes projektet at stå færdigt i 2017.

Det er et såkaldt naturgenopretningsprojekt, hvor Tude Å igen skal sno sig gennem landskabet, som den gjorde tilbage i 1800-tallet.

- Når projektet er realiseret, får Slagelse Kommune en naturperle, som også understøtter fortællingen om vikingeborgen Trelleborg og dens placering i landskabet. Tude Ådal vil blive en attraktion, som vil gavne vores turisme, siger Villum Christensen (I), formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget

Bedre og mere natur

Med et budget på omkring 49 millioner kroner, håber Slagelse Kommune, at kunne skabe et unikt naturområde. I alt skal 275 hektar forvandles til et vådområde med to større søer. Projektet handler dels om at skabe bedre og mere natur med et rigt plante- og dyreliv. Men projektet handler også om at sikre et godt havmiljø.

Projektet vil medvirke til at sænke udledningen af kvælstof til Musholm Bugt med 31 ton kvælstof om året. Det betyder, at alger, der er med til at svække havmiljøet, ikke har nær så gunstige levevilkår, når der er mindre kvælstof.

- For Slagelse Kommune er det en vindersag. Vi får sænket kvælstofudledningen, som vi alligevel er pålagt af staten at gøre noget ved, og vi får skabt et naturområde med et mangfoldigt fugle- og dyreliv, siger Villum Christensen. I området ligger Vikingeborgen Trelleborg, og sammen med den, skal Tude Ådal-projektet gøre området attraktivt.

Byrådet skal også godkende

Før gravemaskinerne kan gå i gang, skal projektet også godkendes i Byrådet og en række godkendelser og tilladelser skal falde på plads. Samtidig skal forhandlingerne om fordeling af erstatningsjord til lodsejere, som skal afgive jord til projektet, også afsluttes.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App